Når intet er for evigt
Sig det højt! Én af de ting jeg virkelig er bange for er døden! Som i virkelig! Jeg snakker sjældent om det, tiltrods for jeg snakker meget😏 det er de færreste omkring mig der ved det og det kommer og går i perioder.
Jeg husker mit første ‘møde’ med angsten, da min mor, i 97′ fortalte mig at min mormor var sovet stille ind, siden der er det kommet i perioder.
Nogle perioder er det så slemt jeg ikke kan holde tankerne ud især tanken om man en dag bare er væk, og jeg er nødt til at fx stå op, gå i bad, spise eller ringe til en, for jeg kan komme på andre tanker og få ro igen. Jeg ved jeg ikke er alene om de tanker.
Faktisk synes jeg det er vildt flovt at jeg har det sådan, for det er jo uundgåeligt. Men det virkelig ikke tanker jeg bryder mig om eller er stolt af kommer😏
Efter jeg er blevet mor, er tankerne om døden ikke helt de samme, det mere tanken om jeg ikke skal være i Claras liv i levende live for evigt der gør ondt! Av! Og av for mit egoistiske jeg, for vi ved alle sammen godt at det mest egoistiske valg er, at få børn, og jeg ved godt hvilken sorg det er at stå for enden af kisten kigge ned på det markat der er sat på hvor på ens forældres navn og cpr står på.
Hvis vi bare alle kunne være for evigt
Ingen kommentarer endnu