At finde vej…

Det der med at blive voksen, anerkendt omgåes de rigtige venner og ikke mindst kende sig selv.
Jeg har gennem tiden lært, en helt essentiel og ret givende ting! Nemlig det, at ligge behovet fra mig om, at dele ALT omkring mig med alle jer der følger med.

Behov for, at blive set, hørt og anerkendt. Der er ingen tvivl om jeg altid har haft et behov for,  at blive set, helt tilbage til børnehaven når der skulle laves teater for forældre, Lucia optog osv ville jeg ses😅🙈 gennem mine ‘først 20’erne’ fyldte jeg behovet i reality verdenen med mange slag på vejen. Jeg tror egentlig alle har behovet, i et eller andet omfang, men jeg har virkelig haft det i stor grad.
Da jeg var 25 mødte jeg min datters far, han gav mig det jeg søgte, hvertfald for en periode og så svigtede han ellers gang på gang, så derfor fandt jeg stor tilfredsstilles i, at poste stort set alt på min Instagram, især så ingen var i tvivl om,  at vi var sammen, og det var stor som småt! ALT for alle sku da vide, høre og se hvad jeg lavede, hvor dejligt det hele var for os!

Men ved I hvad, det var bare på ingen måder dejligt! Jeg følte, jeg hele tiden var i et kapløb med tiden, og en eks, hvor alt handlede om, at få det nyeste, og poste, fordi jeg vidste med sikkerhed at det blev kopieret direkte fra den anden side.
En dag for nylig sagde Apu og Michaela faktisk uafhængigt af hinanden, at de var glade for jeg havde fundet ro, ikke behøvede lyve, poste og dele alt vi laver med jer. Og ved I hvad jeg er selv lige så glad! Mindst! Og lykkelig! Især lige de to piger vil jeg altid være særligt taknemmelig for aldrig, at snakke mig efter munden men sige deres inderste mening om mine valg gode og dumme og skubbe lidt til mig -også når det ikke føles rart ! Tak piger! Alle burde have veninder som jer!

Men misforstå mig ikke, for jeg elsker det sociale medie univers, og jeg vil ikke undvære det, men jeg elsker ligeså meget mit privat liv, jeg har virkelig lært en ting det sidste år, efter jeg er blevet mor, og efter jeg har smidt Claras far ud af vores liv.  (det er en anden historie).

Jeg synes det har været en lang  vej , at finde ud af hvad man skulle dele, hvor meget og hvor lidt. Og jeg har stadig ikke fundet ud af det præcist! Men jeg har fundet ud af, at uanset hvad, hvor meget eller lidt, så skal det være ægte! Hvertfald hvis det kommer fra mig!

 

Det er virkelig gået op for mig hvor fantastisk det er når man bliver elsket, anerkendt, set og hørt af de mennesker man omgiver sig sammen med. Og atman SELV forstår det!

Faktisk kommer det helt af sig selv, at man så ikke har tiden, tiden til at fremstille sit liv som det ikke er.

Hjemme hos os, er vi i fuld gang med, at finde vejen til vores base, vores ro og vores virkelighed. Vi er godt på vej, og snart står vores nye hus, klar. Vi er mere end klar, til alt hvad livet giver os på godt og ondt.
Og jeg vil glæde mig til, at poste og dele ting med jer, ikke alt, for der er grænser, men både godt og ondt, ærligt, ægte og lige fra hjertet!

//: Maria